Nationalmuseet vil 3D-scanne runesten for at kortlægge vikingernes magt

Runestenene er blandt de vigtigste kilder til vikingernes egen historie. Nu skal nye videnskabelige metoder hjælpe forskere med at forstå, hvem der rejste stenene, hvorfor de blev placeret bestemte steder, og hvilken rolle de spillede i datidens samfund.
Nationalmuseet står i spidsen for projektet, der har fået 4,2 millioner kroner fra Augustinus Fonden. Arbejdet foregår i samarbejde med Københavns Universitet, Aarhus Universitet, det svenske Riksantikvarieämbetet og flere lokalmuseer. Projektet løber fra 2027 til 2031.
”Runestenene er nogle af vores mest ikoniske monumenter fra vikingetiden, men de flyder rundt i det historiske hav som enlige isbjerge, fordi de ikke kan kobles sammen i lokale netværk og dermed give os en større samlet forståelse. Selvom vi ved, hvad der står på runestenene, er der endnu meget, vi ikke ved om deres betydning, placering og sammenhæng, men som vi nu kan blive klogere på med nye metoder. Vi vil prøve at forstå, hvordan de hænger sammen, så runestenene bedre kan bruges som egentlige historiske dokumenter i vikingetidens historieskrivning,” siger Nationalmuseets seniorforsker og runolog Lisbeth Imer.
Undersøger både sten og landskaber
Forskerne vil 3D-scanne udvalgte runesten og analysere huggesporene for at sammenligne runeristere. Metoden har tidligere hjulpet Nationalmuseet med at identificere Ravnunge-Tue som runeristeren bag Jellingstenen.
Samtidig skal indskrifterne undersøges som retslige, religiøse og politiske dokumenter fra perioden cirka 600-1100. Det skal blandt andet belyse, hvordan ejendomsretten blev forstået, og om runesten blev brugt i forbindelse med aftaler og ritualer.
Geofysiske undersøgelser af undergrunden skal desuden give viden om stenenes oprindelige placering og mulige forbindelser til handelsveje, gårde og gravmonumenter.
”Runestenene er nøgleartefakter for vikingetiden, og projektets resultater vil få stor betydning for forståelsen af runestensskikken i Danmark og medføre, at vi kan skrive historiske personer i sociale netværk frem fra runestenene på en mere helstøbt måde, end vi hidtil har kunnet i Danmark,” siger Lisbeth Imer.
Faktaboks: Forskningsprojektet
Projektet ledes af Nationalmuseet.
Augustinus Fonden har bevilget 4,2 millioner kroner.
Projektperiode: 2027-2031.
Omkring 260 danske runesten skal indgå i forskningen.
Runestenene blev rejst i perioden cirka 600-1100.
Projektet bruger blandt andet 3D-scanning, huggesporsanalyser og geofysik.
Den nordiske runestensskik omfatter også cirka 2.500 monumenter i Sverige, 50 i Norge og 50 på De Britiske Øer.






Accepter kun nødvendige cookies